For en tid siden var jeg ude at køre med toget. Det er ikke noget, jeg gør så tit, og det var nok derfor, jeg frimodigt gav mig i snak med manden på pladsen ved siden af. Efter nogen tids samtale blev han klar over, at jeg var præst, og resten af turen talte vi om religion. Det viste sig nemlig, at manden var ateist, ikke blot famlende og usikker i forhold til det med Gud, men overbevist ateist. 

Det blev en meget interessant samtale, og det var godt for en præst, der næsten bor i Det nye Testamente, at blive udfordret på sit livssyn. Manden fortalte, at når han ikke troede på Gud, var det fordi, han savnede tegn på, at Gud er til. Hvis Gud kunne bevises eller bare gøres sandsynlig som én, der eksisterer, så ville han tro på Ham, sagde han. 

Jeg prøvede at imødegå hans indvendinger med alt det der med, at tro jo netop handler om det i tilværelsen, som hverken kan måles, vejes eller bevises, og at den frihed, Gud giver mennesker, nødvendigvis må indebære, at Han ikke kan bevises. For kunne Han det, så var vi jo tvunget til at tage Ham alvorligt, og så var friheden og kærligheden væk i samme ombæring.

Undervejs i samtalen kunne jeg godt mærke, hvor forskelligt vi tænkte, min sidemand og jeg. For mens den ukendte mand i toget kredsede om dette, at Gud ikke kunne bevises, ja at der ikke engang var gode grunde til at tro på, at Han var til, så var jeg mere optaget af, hvad vi mente, når vi sagde Gud? Hvilken Gud var det, han savnede bevis for? For mig er det nerven i det hele. Hvad mener vi, når vi siger ”Gud”? 

Hvis man nemlig tænkte sig den umulige tanke, at der kunne føres bevis for, at én, vi kaldte Gud, eksisterer, og denne gud så viste sig f.eks. at være lunefuld, ondskabsfuld, urimelig eller smålig - hvad så? Ja, selv ville jeg ikke finde det forunderligt, men derimod uhyggeligt. Hvad skulle jeg med sådan en gud i mit liv, ud over at jeg af frygt vel blev nødt til at underkaste mig hans magt?

Der gik det op for mig, at jeg har det fuldstændig ligesom den russiske digter Dostojevski, der et sted skriver, at selv om det blev bevist, at sandheden var et andet sted end hos Jesus Kristus, ja så ville han langt foretrække at være hos Kristus end at være hos sandheden. Sådan har jeg det også. Hvis Gud ikke er Ham, jeg kender fra Jesus Kristus, så kan man for min skyld bevise ham hundrede gange, uden at det ville ændre mit blik på verden, så ville jeg stadig meget hellere have den Gud, jeg kender fra Det nye Testamente. Og det endda, selv om nogen kunne bevise, at han ikke fandtes. 

Selv tror jeg på, at Gud eksisterer, den Gud, vi kender fra Jesus Kristus. Men faktisk er det ikke noget, jeg finder særlig interessant. For mig handler det langt snarere om, hvorvidt de fortællinger, der er om den Gud, jeg tror på, bærer håb og trøst og liv og mod til at leve i sig. Og giver mening. Kan man leve af de fortællinger og dø på dem? Endnu ved jeg ikke, om jeg kan dø på dem, det ved man først, når det sker; men jeg ved, at man kan leve af dem, for det gør jeg hver eneste dag. Og at det blik på verden, de giver, gør noget ved mit liv og giver mig at fortolke tilværelsen på en måde, der giver mening og håb.

Troels Laursen