Noget om at sætte det hele på spil eller noget om, at livet er at sætte alt på et bræt!

Jeg kom til at tænke på casinobyen over alle casinobyer: Las Vegas, nu, jeg skal sige noget om den tekst, vi som oftest kalder for lignelsen om ”de betroede talenter” (Hele teksten står at læse i Mattæus evangeliet kapitel 25 versene 14-30).

Og Las Vegas er ubetinget en underlig by og består nærmest kun af enorme hoteller, der i den underste etage er indrettet med tusindvis af enarmede tyveknægte, rouletter, borde til blackjack og så videre. Om dagen er byen som en usminket kvinde, der går rundt med en fed natcreme, agurker på øjnene og carmencurler i håret. Dejlig, men ikke overvældende forførende. Om aftenen springer byen ud. Neonlys tændes, og byen ser ud, som den er blevet smykket med fed mascara, læbestift, eyeliners og pushup BH. Den fremstår sexet, vild, varm og forførende.

Foran spillemaskinerne kan man tabe alt, hvad man ejer. Men man kan også vinde millioner af dollars. Las Vegas prædiker og fortæller, hvad livet i grunden går ud på. Det - livet - skal sættes på spil. Hele tiden og uafbrudt. Kærlighed er meget risikabel. Man investerer alle sine følelser i en person. Det er farligt. Man sætter alt på et bræt. Vedkommende kan bedrage en, dø. Så er alt tabt. Men vedkommende kan også elske en tilbage, og man får sin investering tusind gange igen. Jackpot! 

Børn er en vanvittig investering. De kan blive syge, blive kørt over. Alt kan man tabe. Men man kan også vinde det at få lov til at elske et andet menneske ubetinget. 

Faktisk er der kun et rammende ord, når man på fødestuen får rakt sit nyfødte barn svøbt i blod og fosterfedt: Jackpot! De fleste af os er opdraget til, at man ikke skal løbe for store chancer eller gøre noget risikabelt. Men i teksten, der kaldes ”De betroede talenter”, hævdes det stik modsatte. Man skulle tro, at helten i fortællingen var manden, der er lige så forsigtig som de folk i Las Vegas, der ikke spiller, men bare ser på. Men heltene er de to andre fyre, der sætter de mange penge på spil. 

Hvorfor? Vi, får en masse evner (talenter) af Gud til at gøre alverdens ting. Sådan noget kalder man Guds nåde. Og Guds nåde skal ikke graves ned i jorden. Den skal investeres. Knald eller fald. Fra barndommen af er vi opdraget til, at vi ikke må begå fejl. Det har vi sikkert også hørt i kirken. Men det er en risiko, vi må se bort fra, når vi kaster os ud i livet og sætter det på spil. 

Vi kan begå masser af fejl. Vi kan løbe ind i det ene nederlag efter det andet. Men det betyder ikke noget. Det vigtigste er vort mod til at vove og risikere. Hænder, næse, ben og krop, tanker og ideer. Tonsvis af talenter. 

Hvad kan vi ikke udrette? Hvor meget glæde og kærlighed kan vi ikke sprede af al den nåde, vi har modtaget? Det, er bare om at komme i gang og lægge det alt sammen på rouletten – alt på et bræt! Eller som det hedder i en af de nye salmer: ”Tænk, at livet koster livet. Det er altid samme pris.” (DDS nr. 14 Jørgen Gustava Brandt 1985).

Troels Laursen