02/07/2024 0 Kommentarer
Bogcafé aften i Strandby Sognehus
Bogcafé aften i Strandby Sognehus
# Nyheder Louns-Alstrup-Strandby
Bogcafé aften i Strandby Sognehus
Torsdag, 30. marts kl. 19-20.30.
Forlaget Eksistensen står bag en bogserie, der åbner for troens univers. I bogserien "Kristendommen ifølge…" giver en række forfattere og kulturpersonligheder deres bud på, hvordan troen og det kristne budskab har formet deres tilværelse. De er bl.a: Søren Ulrik Thomsen, Morten Messerschmidt, Lotte Heise, Lisbeth Østergaard Andersen, Bjarne Henriksen, Margrete Auken, Lars Muhl og Ole Hartling.
Menighedsrådet i Louns, Alstrup, Strandby dykker ned i disse bøger, og har derfor bedt nogle af rådets medlemmer om at vælge og nærlæse en af bøgerne, præsentere forfatteren og bogen, og være tovholder for en åben snak om et eller flere af de spørgsmål, som den pågældende bog giver anledning til.
Vi starter med Paula Larrain
Den første bog vi dykker ned i er Paula Larrains "Rejsen til hjerterummet". En klog lille bog, som en af anmelderne skrev. Det er en dobbeltberetning, hvor Paula Larrain varmt og klogt skildrer hendes rejse fra fødelandet Chile til Danmark og på samme tid skildrer sin åndelige rejse ind i kristendommen.
Hun var fire, da hendes familie blev tvunget til at flygte fra Chile til Danmark, da den demokratiske regering under Salvador Allende blev styrtet af militæret.
Ved lidt af et tilfælde ender hun og familien i Danmark, og på et tidspunkt midt under en alvorlig krise i hendes liv, da hendes lille nevø på seks måneder bliver alvorligt syg, vågner bønnen og kristendommen i hende, og hun begynder af taknemmelighed at gå i kirke.
Alle er velkommen torsdag den 30. marts kl.19-20.30 i Strandby Sognehus. Tovholder fra menighedsrådet denne aften er Jørgen Ørnskov.
Næste bogaften er torsdag den 27. april kl.19-20.30, hvor vi dykker ned i Søren Ulrik Thomsens "Tro mod ritualet", hvor tovholder fra menighedsrådet denne aften er Steen Rughave.
Arrangementet er gratis.
Kommentarer