Af sognepræst Troels Laursen, Ullits

Stum

Det er ikke rart at miste mælet. Forestil jer ikke at have nogen ord, når det glædelige sker. Forestil jer ikke at have ord, når det frygtelige sker. Men sådan er det vel, og skulle vi endda have mund og mæle i sådanne situationer, så kan ordene alligevel tit føles så fattige. Står vi med en nyfødt i armene, kan følelserne overvælde én, og de ord, man kan få frem, er så små til at beskrive glæden. På samme måde med sorgen.

Når sorgen rammer os, så er ordene så fattige. Man bliver ganske enkelt stum. Det ændrer budskabet om, at Gud har forløst os, som Zakarias på søndag synger det, ikke ved.  Verden er stadig fuld af sygdom, nød og død.

Alligevel er adventstiden en opfordring til os om at holde fast i, at selv om det så også bliver på trods, da holde fast i, at alting blev anderledes, da Guds søn kom til jorden og forløste os. Ikke sådan at forstå, at vi er fritaget fra de realiteter, som verden nu engang består af. Men vi er forløst − eller befriet − fra den håbløshed, som disse til tider barske realiteter ellers ville få os til at føle.

Vi lever i det håb, at det er Gud − og ikke mennesker eller det onde − der har riget og magten og æren. Det er Guds kærlighed til os, der bringer os i stand til at komme med lysord for dem, der måtte sidde stumme i mørket.