Af sognepræst Steen Rughave, Louns-Alstrup-Strandby

Hvad mener vi, når vi taler om tro og tvivl?

Er der mennesker til, findes tro og tvivl også! Måske er det vort særkende. Da vi opdagede vore muligheder, blev den første tvivl sået. Men vælger vi at forfølge én enkelt mulighed, er det tro, der driver os. Betyder det, at der findes en grundlæggende tillid, før tvivlen kommer til? Det tror jeg.

Vi bruger ordet tro i mange betydninger. Og tro synes ofte at binde sig til det, vi håber og elsker. Den forelskede siger »Hun elsker mig« med større vished, end når vi påstår, vi véd noget.

Ingen undgår at tro, men på hvad? Det, vi lever for og indretter vort liv efter, viser, hvad vi tror på. Luther siger for eksempel, at det vi først og sidst stoler på, dét er vores gud.

Tvivl er i forhold til tro som en krise i et kærlighedsforhold. Troen opsøger ikke tvivlen, den kommer bare som en besværlig, ubuden gæst − men som en krise i et forhold kan tvivlen styrke os eller få os til at give op, så vi fortvivler. Men er tvivlen kun på besøg, om besøget så varer hele livet, er der håb på grund af Guds kærlighed. Ja, hvis det altså er troen på Gud, vi taler om!

»Jeg tror, hjælp min vantro!« sagde manden, og Jesus helbredte hans søn og uddrev ondskaben.

At vi opgiver at tro kan ligefrem blive en lettelse, når det viser sig, at den tro, vi mente var så afgørende, var en misforståelse. Men tro på Gud er altid en tro på miraklet, på at Gud handler i evig kærlighed.