En mand havde to sønner. Den yngste får sin arv på forskud og drager ud i verden. Han formøbler formuen væk med vilde udskejelser. Den ældste bliver derhjemme og slider på gården. Efter sin fallit kommer den yngste hjem og bliver modtaget med fest af faderen. Den ældste bliver misundelig. Men faderen står fast: Der skal holdes fest!

Vi kender historien som ”Den Fortabte Søn”, men den burde hedde: ”Den Gode Far”. For hovedpersonen er faderen. Hverken den yngstes grådighed eller den ældstes selvretfærdighed forandrer hans godhed. Og det er sønnernes held. 

I vores curlingforældre-tidsalder stikker historien ikke i øjnene. Men dengang, hvor historien blev fortalt, var faderens opførsel forkert – sådan skulle en god far IKKE handle.

En god far straffede sønnens dårlige opførsel, så sønnen kunne vise sig værdig som søn. Denne fars opførsel er i samtidens optik nedbrydende og umoralsk. Tilmed giver han sig til at løbe sønnen i møde. Faderen er til grin. 

MEN han bliver et billede på den almægtige, der gør sig afmægtig. 

Lignelsen viser os, at Gud er en far, der løber os i møde – lige meget hvor latterligt, det kan synes – så vi altid kan vide os ufortabt og elsket.

Sognepræst Jari Tollestrup Jensen, Gislum-Vognsild-Haubro