02/07/2024 0 Kommentarer
Søndagstanke 24. januar
Søndagstanke 24. januar
# Søndagstanke
Søndagstanke 24. januar
Ude godt, men hjemme bedst!
På søndag går Jesus og fire af hans disciple op på et bjerg. Det er som en stille oase, og pludseligt ser de Jesus i et nyt lys. Sammen med ham ser de Moses og profeten Elias. Og fra det høje lyder Guds stemme.
Peter udbryder: Her er godt at være! Lad mig bygge nogle hytter!
Men Jesus siger til disciplene: Rejs jer! Og frygt ikke!
Og på de ord går de ned af bjerget igen. Ned til de andre. Ned til hverdagslivet igen.
Vi kender det sikkert alle, når hverdagen går fast i sin rille. Vi får udlængsel og lyst til at flygte til en fredfyldt oase. Det gjorde vore forfædre også. De byggede kirken på byens bakketop som en lille plet af paradis og en hytte for Gud.
Nu er det os, der kommer til kirken – for her er godt at være. Her søger vi som disciplene hen for at møde stilhed og eftertænksomhed. Her åbenbares både moseloven og profeterne. Her hører vi Guds ord, og Jesus lyser sin velsignelse over os.
Og når vi har ladet op, men frygter for at gå ned ad kirkebakken igen, ud i hverdagen og hjem, så lyder Jesu ord betryggende og kærligt til os alle: Rejs jer. Og frygt ikke!
Sidste søndag efter helligtrekonger
Jari Tollestrup Jensen, sognepræst i Gislum-Vognsild-Haubro
Kommentarer