I en prædiken fra 1842 skrev Grundtvig: ”Har vi nogensinde været vidne til solens opgang og i mag nydt den fornøjelse, det er at høre alt i dæmringen alle småfugle synge sig vågne, og se hvordan den ene skygge-hær efter den anden ligesom flygter for dagslyset - indtil endelig den gyldne sol frembryder, da har vi det dejligt, men dog kun et svagt billede af den oplysning, der kommer fra Kristus, når hans navn vågner og opstår fra de døde.” 

Det følgende år skrev han så den salme, der om nogen står som pinsens salme – nemlig I al sin glans nu stråler solen (nr. 290 i salmebogen). Her møder vi i første strofe den forkyndelse, livsglæde og naturbetragtning, og der er ingen tvivl om, at Grundtvig evnede at digte om det hjemlige landskab på en måde, så det med de skiftende årstider blev et billede på den kristne frelse, der hermed gøres billedligt nærværende. 

Gud er nær lige nu med sin ånd, blidt og overbevisende, midt mellem pinseliljer, i skoven, i den korte sommernat. Den lune blide sommernat og Guds Ånde. Som andre kristne var det en del af Grundtvigs tro, at Helligånden udgår fra Gud og er den ene af de tre fremtrædelsesformer, der kendetegner den treenige Gud. Helligånden er dermed den ånd, der skaber, trøster, oprejser, giver mod og håb. 

Nærlæser man Grundtvigs salme, vil man blive forbløffet over dens rigdom og fylde. Guds virksomme ånd i verden er salmens ledende tanke, og gennem behændige bogstavrim, tryller Grundtvig for at gøre åndens nærvær synlig: Allerede fra første færd er bogstavet ”I” poetisk på færde: Ja det er som om selve bogstavet I overbeviser: Guds Ånd råder i verden – et fænomen, der både kan ses, høres og mærkes. I al sin glans. Bogstavet I signalerer nærvær om Guds ånd, der råder i verden – hvilket både kan ses, høres og mærkes i salmens poesi. Livs-lyset, pinseliljetid og blid. I strofe 3 ser vi det samme: Visionen er synlig i skaberværket, når Gud med sit ord lader mennesket se de livgivende kræfter frem for de destruktive. Da er Paradis ikke kun et: tænk nu en gang, men også et allerede nu, hvilket I-et igen understreger: himmelsk, vifter, hjemlig, lufter liflig, Paradis, yndig risler, livets flod. 

Poesien bevirker, at mens vi synger, er i’erne på spil og underbygger og udpensler, at det er nærværet af himlen på jorden, der gør verden hjemlig, for når det vifter og lufter livligt, ligner jorden himlen.

Glædelig pinse

Troels Laursen, sognepræst i Ullits, Svingelbjerg og Foulum.