Dengang jeg gik i skole, var der i vores læsebog en historie om fem kartofler. Og som jeg husker den, så lå de 5 kartofler nede i den mørke jord under samme kartoffelplante. De voksede og snakkede med hinanden om, hvad de ville være, når de blev store og blev taget op. Den første drømte om at komme til Paris og blive tilberedt af en berømt fransk kok. Det skulle den anden overgå, så den sagde, at den ville laves til chips og spises af præsidenten i USA - intet mindre. Den tredje ville til Amalienborg og spises af dronning Margrethe. Den fjerde kartoffel ønskede noget helt andet: Den ville på landbrugsudstilling og beundres af eksperterne.

Den femte kartoffel var lille og genert. Den havde slet ikke sagt noget endnu. ’Hvad vil du være, når du bliver stor, spurgte de fire andre. ’Jeg vil gerne være læggekartoffel,’ sagde den lille kartoffel forsigtigt. 

’Læggekartoffel!’ sagde de andre. ’Det er da ikke noget særligt. Bare at komme herned i jorden igen næste forår og rådne op’. Og de fire grinte så meget, at den lille kartoffel blev helt rød i hovedet - hvis ellers kartofler kan blive røde i hovedet.

Da sommeren var slut, blev de fem kartofler taget op. Det gik præcis, som de havde drømt: En kom til Paris og en berømt kok lavede den til en udsøgt kartoffelkage. Tre mundfulde, så var den spist. Den anden havnede i en chipspose, der blev fløjet til USA. Biden købte posen og snart var den spist. Den tredje blev kogt og dronning Margrethe spiste den med brun sovs. Den fjerde kom på landbrugsudstilling. Den lå i en glasmontre og blev betragtet af landbrugseksperter, som skrev en masse ned om den. 

Da udstillingen var slut, var kartoflen helt indtørret og blev smidt i skraldespanden sammen med brugt papir og plastickopper fra konferencen. Et par måneder var der gået, så var de alle fire væk. Kun den femte, den lille kartoffel, lå tilbage i en kasse i skuret og blev mere og mere blød og rynket. Ud på vinteren og foråret fik den lange hvide spirer. Så blev den lagt i jorden og gav næring til en grøn kartoffelplante med hvide blomster og med mange små nye kartofler nedenunder. Læggekartoflens liv var ikke noget særligt. Det var et helt almindeligt kartoffelliv. Men den femte kartoffel gav alt, hvad den havde i sig og blev til liv for mange nye kartofler.

At være tjener er at være som den lille læggekartoffel i eventyret. Den stiller sig selv og alt, hvad den har i sig, til rådighed for andre. Den giver sit liv og sig selv, da den bliver puttet i jorden for anden gang. Og den bliver til nyt liv for mange kartofler.

Troels Laursen, Ullits