Storm P. har et sted en tegning af to vagabonder. De står en tidlig morgen i solopgangen, og så siger den ene: ”Se, nu står solen op”. Det siger han jo med stemmen fuld af glæde og jubel, men så siger den anden: ”At den gider!” 

Det illustrerer meget godt de forskellige måder, vi kan opleve og se verden på. Vi kan se verden på samme måde, som den første vagabond, og så bliver verden og solopgangen til et mirakel. Nu starter den nye dag. Nu kommer lyset og alle mulighederne. Det afhænger af de øjne, vi ser med, og sådan er der så stor forskel på de øjne, vi ser med, og derfor er det en spændende fortælling, Lukas fortæller om Bartimæus, der fik sit syn igen.

Jesus sagde til ham: ”Min ven, din tro har reddet dig. Bliv seende. Du skal igen få dit syn.” Det sagde Jesus, og på den måde kunne man godt sige, at det syn, som Bartimæus får, det er troens syn. Troens syn, forstået på den måde, at det er et syn, som er forbundet med håb og med livsmod. Det syn, der kan se liv og muligheder. Det syn er det, som Bartimæus får. Troens syn kan udfolde sig på så mange forskellige måder, og sådan var der engang for nogle år siden ovre i Vestjylland en mand. Han sad højt placeret i sit firma og havde med økonomien og pengene at gøre. En dag faldt han for fristelsen til at stikke til side til sig selv. Det foregik over en temmelig lang periode, og efterhånden blev det til et meget betydeligt beløb, som han på den måde uretmæssigt havde tilegnet sig, og en dag så blev det opdaget. Gjort gerning stod ikke til at ændre, og der blev retssag, som endte med, at han måtte gå i fængsel og på den måde bære straffen for det, han havde gjort. Han sad nu der i fængslet, og fra den allerførste dag nægtede han at modtage besøg. Han nægtede at modtage besøg, fordi han syntes, at skylden og skammen på grund af alt det, han havde gjort, var alt for stor til, at han overhovedet kunne se andre mennesker i øjnene. End ikke hans kone og nærmeste familie. Han kunne ikke se nogen fremtid for sig selv. Sådan stod det på i godt og vel en måneds tid, og endelig lod han så sin kone komme på besøg. Så kommer hun ind til ham, og lidt efter lidt gik der hul på det. Han fortalte hende, hvordan han havde det. Han fortalte om skylden og skammen og pinen, og da han så havde fortalt, så var det jo fuldstændig afgørende, hvad hun så sagde til ham. Hun kunne jo godt sige: ”Ja, ja, min gode mand. Du ligger, som du har redt.” Men det gjorde hun ikke. Hun sagde blot dette: ”Du har jo mig.” Det var hendes kærlighedsord ind i hans liv, og det er ikke fordi jeg vil sige, at det sådan med ét slag ændrede alting, men det blev alligevel begyndelsen til, at han kunne se sin situation på en anden måde end den måde, han hidtil havde været låst fast i. ”Du har jo mig.” Dette kærlighedens ord gjorde det muligt for ham gradvist at komme til at se sit liv og sin situation så at sige med troens øjne. Forstået på den måde, at nu så han ikke længere kun skylden og skammen og pinen, men nu så han også, at der var mulighed. Han kunne se en fremtid for sig selv, fordi et menneske havde sagt: Du har jo mig. Det ændrede hans måde at se på. Det gav ham det, som man godt kunne kalde troens syn. På en måde helt det samme syn, som Bartimæus fik den dag ude ved Jerikos port. Det er det syn, som alle de bibelske fortællinger så at sige vil give os del i. Det er det syn, som alle de bibelske fortællinger så at sige er centreret omkring, fordi selve den helt store fortælling i alle bibelhistorierne, det er jo fortællingen om Kristus, der kom og stillede sig midt imellem alle mulige mennesker. Mennesker, der havde fiflet med skylden og med ansvaret. Mennesker, der havde snydt med kærligheden og givet hinanden, masker i stedet for levende ansigter.

Han stillede sig midt imellem dem, og så sagde han: ”Du har jo mig.” Det var lige det, der gjorde, at også disse mennesker kunne leve på trods af alle deres fejl, deres dumheder, deres skyld og deres svigt. Det var det, der ændrede deres syn og fik deres øjne åbnet for, at også for dem var der håb og muligheder. Gud er et ord, der betyder, at det er aldrig for sent. Gud betyder, at det er aldrig for sent med dit liv. Gud betyder, at det er aldrig for sent med din kærlighed, og det er heller aldrig for sent med dit medmenneske. Det betyder ordet ’Gud’. Det er dette troens syn, som vi bliver foræret, når vi hører alle de bibelske fortællinger. Det er dette troens syn, som vi bliver tilbudt også at tage til os. Og det er på baggrund af alt det, at Søren Kierkegaard, engang sagde sådan her: ”Kristendom, det er at se sig glad på livet og næsten.” Kristendom, det er at se sig glad, bruge sine øjne, se sig glad på det liv, der ligger lige uden omkring dig og dit medmenneske. Det er dette troens syn, hvori vi ser os glad på det liv, vi nu fik - også med alle de fejl og dumheder, også med skylden og skammen og de pinefulde situationer, vi bringer os selv i. Fordi der er én, der har sagt: ”Du har jo mig.” En kærlighedens stemme, der kommer til ethvert menneske og giver os et nyt syn at møde liv og verden med. 

Troels Laursen, Sognepræst Ullits-Fovlum-Svingelbjerg