Ny præst i Farsø

Ny præst i Farsø

Ny præst i Farsø

# Nyheder Farsø

Ny præst i Farsø

Jeg hedder Tom Skuldbøl er 51 år og kommer fra en stilling som viceforstander på Djurslands Efterskole i Fjellerup, hvor jeg har været ansat de sidste 17 år. Jeg er gift med Elly, som er forretningsfører på efterskolen, og vi har sammen fire børn Tobias 25 år, Jeppe 23 år, Nadia 21 år og Nicoline 15 år. De 2 ældste er fløjet fra reden, og den yngste Nicoline starter på efterskole efter sommerferien, og Nadia skal på højskole i Brasilien sidst i september. 

Jeg blev uddannet teolog i 2004 i Århus og var efterfølgende leder af et cafeværested i Herning i 4 år, inden jeg blev ansat på Djurslands Efterskole. Man kan sige, jeg har haft et langt tilløb til at blive præst. Jeg har dog hele tiden følt, det var noget, jeg skulle på et tidspunkt, og det har vist sig at være nu i Farsø. 

I min fritid nyder jeg at være sammen med min familie og venner, gå tur med vores hund Max ude i naturen, læse en god bog, spille padel-tennis og se en god fodboldkamp eller cykelløb. 

Elly og jeg glæder os til at flytte til Farsø. Vi har fået et virkelig godt indtryk af Farsø sogn lige fra vores første besøg. Vi har oplevet, at menighedsrådet, de ansatte og frivillige har et stort engagement og stort hjerte for kirken og de som bor i sognet. Der er gang i rigtig mange gode og relevante aktiviteter, som understøtter visionen om at være en imødekommende og åben kirke, som kan rumme alle i sognet og være et levende fællesskab. Jeg vil glæde mig til at bære med på den vision. På efterskolen bruger vi formuleringen, vi laver skole sammen. Jeg ser meget frem til at skulle lave kirke sammen med de mange engagerede ansatte, menighedsrådsmedlemmer og frivillige i Farsø kirke. 

Vi har som kirke et fantastisk budskab, og som præst ser jeg det som en meget væsentlig opgave at skulle række evangeliet videre til tro, håb, trøst og glæde. Jeg vil som præst møde mennesker i meget forskellige livssituationer, og jeg håber at kunne være noget for dem midt i glæde og sorg.

Jeg glæder mig desuden til at møde alle dem, som bor i Farsø og omegn, og hvis de bare er næsten lige så flinke, som dem jeg allerede har mødt, så tegner det virkelig godt. Vi ses til september!

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed