Spændende opgaver for Farsø Menighedsråd

Spændende opgaver for Farsø Menighedsråd

Spændende opgaver for Farsø Menighedsråd

# Nyheder Farsø

Spændende opgaver for Farsø Menighedsråd

Menighedsrådet i Farsø har travlt for tiden. Dels arbejdes der med den igangværende udvidelse af sognegården, og dels arbejdes der med besættelse af de to stillinger, som er blevet ledige til besættelse til den 1. april 2022. Det er sognepræsten og kirke- og kulturmedarbejderen, som har opsagt deres stillinger for at gå på pension. 

Menighedsrådet arbejder efter en tidsplan, som er godkendt i provsti og stift, som viser, at vi kan ansætte en ny præst med tiltrædelse ca. den 1. maj 2022. Kirke- og kulturmedarbejderen påregnes at kunne tiltræde til den 1. april 2022.

En ansættelsesproces for en ny præst indeholder en del arbejde for menighedsrådet. Det er kirkeministeriet, som er ansættelsesmyndighed for præster. Det er biskoppen for Viborg Stift, som opslår stillingen, og den bringes i Præsteforeningens blad, på stiftets og ministeriets hjemmeside samt på jobnet.dk. Endvidere laves en embedsbeskrivelse, som ligeledes bringes i Præsteforeningens blad og hjemmesiderne.

Processen indeholder flere møder for såvel menighedsråd som provst og biskop. Der vil blive afholdt samtaler og prøveprædikener med udvalgte ansøgere til stillingen. Processen ender med en afstemning i menighedsrådet, hvor man indstiller en 1. og 2. kandidat til stillingen. Biskoppen indstiller herefter de to kandidater til kirkeministeriet til besættelse af stillingen. Hele processen er bag lukkede døre, og der må ikke ske udmelding til offentligheden før kirkeministeriet har godkendt indstillingen, og kandidaten har sagt ja til stillingen.

Menighedsrådet har i det forgangne år arbejdet med vision og målsætning for sit arbejde i den igangværende valgperiode. De foreløbige resultater er nu lagt i udvalgsarbejde, og der forventes en indstilling til menighedsrådet i foråret med en ajourført vision og målsætning med handlingsplan. I det foreløbige materiale indgår en del om det frivillige arbejde, der netop satses på for at engagere flere frivillige i det kirkelige arbejde.

Menighedsrådet har også arbejdet med planer om ny kirkegårdsplan for gammel kirkegård. Der har været ønsker fra borgere om at kunne tilbyde alternative gravpladser, som i dag alene findes på ny kirkegård. Arbejdet pågår, og det vides endnu ikke, om det lykkes at få en sådan godkendelse. En kirkegårdsplan skal gennem flere instanser for at blive godkendt, og det kan være en langsommelig proces.    

Hans Jørgen Nielsen
Formand for Farsø Menighedsråd

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed